|
|
Steenbergs Russian Anna-Bella er forsvundet. Hendes mennesker fortæller her om det store tab. |
|
Natten til den 15 december 1999 sneede det – endelig kom den hvide vinter. Det blev frost, og mosens vand dannede et tyndt isdække. Sidst på dagen blev vi urolige, da Anna-Bella ikke var vendt hjem fra én af sine udflugter. Nok var vi vant til hendes timelange ekspeditioner i mosen – men snevejr var ikke just det, vore russere elskede som udflugtsvejr.
Der blev ikke megen søvn natten efter – vi ventede på lyden af kattepoterne på trappen, en sulten kats løb op til madskålen. Men vi ventede forgæves. Næste dag stormede det; vi søgte efter vores kat, efterlyste den i kvarteret – men alt var forgæves: ingen kat, og ingen vished om, hvad der var hændt den. Tilbage hos os var dens tvillingesøster Isa-Bella. Hun reagerede stærkt på sin manglende søster. I den sidste tid havde de haft en soveplads for natten under et arbejdsbord opad en radiator på en lille madras. Her sov de tæt sammen eller lidt fra hinanden, men dog hinanden nær – nu sov hun i vores seng. Ofte i arm, men uroligt, reagerede på den ndste lyd, sprang ud af sengen og satte sig afventende ved trappen, som vi, forgæves ventende på den forsvundnes hjemkomst.
Og efter tre måneder genoptog hun vanen med at sove under arbejdsbordet – jeg tror, det varede tre måneder, før hun psykisk var ene-kat – og nu hvor dette skrives, hen imod maj, er hun modnet. Hun søger os mere, har overført meget af sit sociale engagement til os. Hun er nu husets kat, den der træffer beslutninger og kræver dit og dat. Kræsen er hun, ingen rejer til hende, ingen fisk. Tørfoder af en god kvalitet er grundlaget. Dette kan suppleres med indholdet af enkelte udvalgte dåser – men ingen dåse kan på forhånd vide sig sikker … Heldigvis strejfer hun ikke om i mosen som den fortabte søster; små ture i haven – snuse, kikke ligesom tilfældigt passere én, når man luger, tillade et enkelt kærtegn, måske demonstrere overlegen træklatreteknik til ca. 7 meter, og så be’ om at få en skulder at springe ned på. Jo, vi tror hun har glemt sin søster nu. Men vi, de to tilbageblevne mennesker, vi glemmer ikke den yndefulde og muskuløse, den nysgerrige og frygtløse og alt for omstrejfende blå russer ved navn Anna-Bella, der kunne ligge så utroligt fladt på ens skulder og småsnakke med sin kurrende kattestemme. Carl
Henrik og Lene
|
