Hvornår noget begynder, er svært at sige. Carl Henriks barndom var der katte i - i Lenes ingen. For godt 3 år siden gik vi på katteudstilling - vi var enige om, at vi ikke skulle have kat - børnene var for længst flyttet hjemmefra, den sidste hund var død mæt af dage, derefter var der fugle --- men nu var vi helt fri og behøvede ikke tage hensyn til dyr i huset. - Men altså, vi gik på katteudstilling og fandt ud af, at af alle de katteracer vi ikke skulle have, så ville russeren blive nr. 1 - eller hvordan det nu skal siges.

Nogen tid efter gik vi igen på katteudstilling og blev bekræftet i, at vores yndlingsrace var de blå -- så nu var det fastslået.

Så kom den tredje udstilling. Vi opdagede begge den lillebitte annonce i lokalavisen. Nu var vi klar over alle de ulemper, det ville medføre for vores liv og hjem, at ha' kat, - det regnede vi op efter udstillingens første dag, da vi igen havde set de yndige dyr. Om søndagen tog vi alligevel hen på udstillingen for at snakke lidt med ejere og opdrættere af R.B. Kunne de tåle at være udekatte? og kunne man være væk fra dem? og ville vores hjem kunne holde til deres formodede evne til at vælte, rive, skubbe ??? Næsten til vores forbavselse var vi i gang med at blive R.B. ejere. Vi faldt for faderen Indigo! Og to sser, døtre af Indigo og Lara fra John Steenberg i Rågeleje, som vi kaldte Isa-Bella og Anna-Bella, født i samme kuld sidst i april 97. Vi besøgte dem nogle gange, men sidst i august hentede vi de to yndige små dyr, - og det må indrømmes, at det var lettere at afslutte ferien og vende tilbage til byen med den nervøse opstemthed over dagen efter at blive R.B. ejere for alvor.

Hjem kom de så i transportkasse bag i bilen: Små nervøse klagesange og små poter, der søgte en beroligende finger.

Tøvende gik de i gang, men allerede tredje dag ude fangede en af dem en markmus, som den blev ved at holde med poten, men vist uden kløer, for musen forsvandt igen. Træerne blev erobret - pludselig opdagede vi dem til vores bestyrtelse 7 m oppe i et træ. Når man klatrer ubesværet, ender man let højt oppe, og så er der grueligt langt ned. De første mange måneder måtte de hjælpes ned med stige og en tyk gren, som de med store bange øjne vovede sig ned af mod redningsmandens skulder. Nu knap 10 mdr. gamle klatrer den dristigste, Isa ned igen. Men Anna kan sidde over en time højt oppe og klage sin nød, efterhånden i selskab med musvitter, som sætter sig i nærheden. Vores have vender direkte ud mod Utterslev mose, og efterhånden har de indtaget hele terrænet. De har mødt ræve, og store katte (hvor ser vores russere små ud!) og ender som lyn oppe i træerne. Men de kommer altid tilbage til havedøren og vil ind igen.

Også i de frostfrie tider tilbringes megen tid ved dammen, hvor man kan fange visne blade, eftertænksomt snuse i kantbevoksningen, følge spejlingerne i vandet - og ligge på lur efter en æglæggende guldsmed.

Anna og Isa er tæt knyttet til hinanden - 2 søstre, som i hele deres liv ikke har været adskilt i mere end en time ad gangen. De slikker hinanden, og det ser ud til at være vigtigt at være den aktive, så ofte kan vi se dem konkurrere - næsten slås om at være den slikkende - slikkeriet går på tur mellem dem, og ender med, at de sover filtret ind i hinanden. Selv om det er bedst at slikke, er det også en nydelse at blive slikket - helt afspændt med hagen i vejret, øjnene lukket og pelsen efterhånden helt våd. De varierer hele tiden deres repertoire. For en uge siden - lige inden den ugentlige P-pille, hvor kæletrangen er størst - blev Isa overslikket af Anna, der moderligt kurrende tog sig af sin søster, der på killingevis nydende lod det ske. Og de slås! De 8 poter trommer gennem huset i højt tempo når de jager hinanden. Kampene ser drabelige ud, og når man ser dem sidde overfor hinanden med piskende haler og flad ørestilling, inden den ene åbner kampen, så kunne man tro, det var alvor. Men vi hører aldrig et smertepiv fra dem.

De opholder sig næsten altid i nærheden af hinanden i vores store hus. De sover sammen eller i hinandens nærhed, og finder hele tiden på nye yndlingssteder. De leger ikke sammen, mærkeligt nok, for de elsker samme legetøj. En plastikstift fra børnebørnenes mosaikplade er en vild og farlig een, som flyver over gulvet, ind bag møbler og under tæpperne. Der lures og jages med indædt koncentration - men der er næsten altid kun een jæger ad gangen. Den anden er afventende, indifferent. De kan huske, hvor deres legetøj er, og hvor det er sjovt at lege med det. De bærer det i poten eller i munden og kan sagtens finde ud af at bære det op i det tomme badekar, hvor legetøjet springer herligt omkring. Her kan de lege begge to på en gang - men med hver sit bytte. De spiser og drikker også af fælles skål, der altid står fremme med noget i. Der er ingen donans mellem dem, de kan spise sammen eller vente på hinanden.

Allerede fra de var ganske små, havde John Steenberg bemærket en vis temperaments forskel på de to - Isa som den mest opsøgende, Anna den mere forsigtige og rolige. Deres udseende er efterhånden forskelligt nok til, at vi kan kende forskel, også når vi kun ser en af dem. Isa er mere spinkel, opmærksom og sensitiv overfor lyde og alt, hvad der sker. Nysgerrig og ivrigt undersøgende. En rigtig lille forskerkat, som i nutvis kan snuse fascineret til et glas Bailey med isklumper i, forsigtigt med poten undersøge isen i det tomme glas, dernæst udefra og nedefra rundt om glassets høje stilk - uden at vælte glasset! Også hyldebærsaft og kaffe bliver snuset til og gerne forsigtigt berørt med poten - som herefter slikkes.

Hun er den dristigste, den som går forrest og længst - med søster bagefter, den som først tør klatre ned af de farligste træer. Hun er den, hvis knurhår og lange hår over øjnene er blevet korte og krøllede efter en absolut nødvendig udforskning af stearinlysenes skær. Men hun er også den sarteste og ndste, den som i en lang periode hostede og måtte til dyrlægen.

Anna er større, vejer lidt mere, er en meget mere rolig kat, men også meget levende og nysgerrig kat, der har tid til hengivenhed og ro til at hænge på skulderen med et saligt udtryk. Hun har opfundet måder, som ikke kan undgå at medføre kæl: i nærheden af Carl Henrik ser hun på ham med et vist blik, ruller ned på siden, om på ryggen og med en lille kurren venter hun på kærtegn og kæleleg med hans arm. Hun har aldrig kløerne fremme, og bider ham ganske forsigtigt. Anna elsker huler. Finder hun et nyt godt gemt og varmt sted, kunne hun i begyndelsen gøre os bange for, at hun var løbet væk. Nu kender vi hende - og det er bare at vente, så har vi to sser endnu!

Vi tror nok at Isa ligner sin elegante og sensitive mor Lara, og Anna sin vennesæle og blide far, Indigo.

Vi troede, at R.B. var en reserveret kat. Det er de måske også - set med alndelige "menneskeadfærds" øjne. Men de to her sætter stor pris på gæster - og opdager i øvrigt alt nyt i huset. De kommer hen og snuser og vil gerne kæles for. Den eneste undtagelse er småbørn som støjer og forstyrrer dem. Ellers leger de gerne med børnene og lader sig kæles for. Men det, der opleves reserveret, er måske den særlige måde, de vil i kontakt på. De sætter stor pris på os kæmpestore og mærkværdigt skabte katte, der har adgang til mad og åbne døre. De kommer ikke bare hen og lægger sig på skødet - nej, der skal en hel lille ceremoni til først, hvis det drejer sig om at ligge hos os. De cirkler omkring os, går hen over os, lægger sig prøvende et øjeblik, går rundt om armlænet eller sofaryggen, kurrer lidt og kommer måske så endelig og finder en god plads op ad sweateren, helst med armen som væg i den lille hule, de søger. Mens Anna gerne bliver liggende, uforstyrret af indre og ydre impulser, så opleves det som en gave, hvis Isa kan falde til ro i længere tid. Der er ofte en ekspedition, der kalder, så hun må af sted en tur, inden hun atter kommer cirklende tilbage. De blev begge to kønsmoden tidligt - syv måneder gamle - og får nu P-piller en gang om ugen, om søndagen, da vi ikke kan finde ud af, om de skal prøve at have killinger. Men herefter er de begge begyndt at snakke med os, Isa med en lille insisterende stemme, Anna med en lidt dybere mere moduleret mjaven. Men kun henvendt til os, ikke til hinanden. Især op mod weekenden bliver deres kælen og snakken meget intens - der er alting jo også lidt anderledes. De venter altid lige uden for døren, når vi står op, og så får de et eller andet lækkert. Men om morgenen i weekendn synes de, at maden serveres for sent. Det søges forebygget ved at man hopper op i sengen, løber hurtigt hen over de store mærkelige katte, og ned på gulvet ledsaget af indtrængende og vedholdende lyde. Dette gentages med stor energi, lige til vi står op og finder lækkerbidsknerne frem.

Måske er det russernes pudsige indirekte, lidt ambivalente kontaktform, der kan opleves som reserverthed, for de kommer jo ganske rigtigt ikke bare hen og lægger sig hos en. Vi oplever dem som "rigtige" små kattedyr, der har bevaret en stor del af deres oprindelige dyresjæl, vævre og dygtige springere og klatrere, måske engang fiskere. Til sommer håber vi, at de ikke er lige så dygtige jægere, men det skulle ikke undre os. Det er tydeligt, at de har et helt præcist kropssprog og en specifik adfærd, som begge dyr forstår, men som vi kun har afsløret en bid af. Men med os vil de gerne ha kontakt: kæle, på skulder, løbe hen over, cirkle omkring, kommunikere med deres små lyde. De vil helst være i nærheden af os, følge nysgerrigt med, de vil gerne lege med os, de vil gerne have, at vi forstår, hvad de vil have os til.

- Så også nu, hvor vi alligevel fik katte, er Russian Blue nummer et!