Nu er Anna- og Isa-Bella næsten 6 måneder gamle. Den ene ligner nok mest sin far, den anden (Isa) sin mor. Da vi fik dem, gjorde du opmærksom på, at de var forskellige i temperament. Isa mere opsøgende og Anna mere forsigtig. Det er de stadigvæk. For eksempel er de begge meget interesserede i vand, men det var Isa-Bella, der drev interessen så vidt, at hun faldt i WC’et – og det var også Isa-Bella, der var 7 m. oppe i et træ og måtte hentes ned med stige, mens Anna-Bella sad et par meter lavere.

De første nætter sov de hos os. Isa-Bella lå i Lenes hår og Anna-Bella i Carl Henriks arm. Sådan er det ikke mere. Nu ligger de et eller andet sted på en stol, og først hen på morgenen kommer de op i sengen, ned under dynerne for at lege, hvilket er temmelig ubekvemt, men også ret sødt!

Isa-Bella var meget kælen fra begyndelsen og spandt villigt. Anna-Bella var mere tøvende. Det var faktisk en stor kunst at få hende til at spinde, og det føltes som en stor ære, når hun en gang imellem ville kæle. Selv når hun klatrede op ad os – og det gør de begge to hele tiden, uanset hvor påklædt man er – selv da, når hun lå bekvemt på skulderen, spandt hun ikke. Men i løbet af de sidste par uger har det ændret sig. Muligvis har hun lært af sin søster, i hvert fald spinder hun meget kraftfuldt ved liden anledning - i det hele taget holder hun mere og mere af at kæle.

Alt det, vi har læst om den russiske reserverethed, oplever vi kun overfor ndre, urolige børn. Over for voksne gæster er de nysgerrige og glade og lader sig gerne kæle for. Men de plager ikke.

Det mest henrivende ved dem - udover deres bedårende udseende – er deres samhørighed. Ofte ligger de i hver sin stol og sover, men hvis man kommer forbi en halv time efter, ligger de sandsynligvis sammen, ofte tæt filtret ind i hinanden. De vasker hinanden meget, de udkæmper drabelige kampe og jagter hinanden gennem huset, men selv når de kæmper aller vildest, hører man aldrig et smertepiv fra nogen af dem. Hvis den ene ikke kan finde den anden i huset, kalder den på den. Og hvis de er i haven, og den ene er kommet for højt op i et træ, så kommer den anden ind og kalder efter hjælp.

Legen foregår intenst med "mus", papirkugler og fjer. Byttet bæres med munden gerne hen til en sko, hvor det forsvinder, og derefter må man lure for at fange det vanskelige bytte igen. De gør det altid så kompliceret som muligt. Musen hopper gennem sprækker og under tæpper. Jægeren må ofte lade som om, den ikke er interesseret for derefter pludselig at springe hen til stedet, hvor byttet har gemt sig.

Efter vi havde haft dem et par uger, kom de ud i haven. Isa gik først. De holdt sig temmelig tæt på huset, sad ved dammen og prøvede med poterne, om vandet kunne bære, de sneg sig rundt i buskene, og en af dem fangede en rigtig levende brun mus, som den dog ikke rigtigt vidste, hvad den skulle stille op med. Pludselig opdagede de træerne – den ene løb for fuld fart 5 m. op ad en tyk egestamme, herefter prøvede de de næste dage at komme op i alle træerne efter tur og sad og peb, så Carl Henrik måtte finde en lang stige og hente dem ned på skulderen

Lene havde tænkt sig, at de skulle på udstilling i november, men skal til Hamborg og holde foredrag på udstillingsweekenden. Så vi må se, hvornår næste lokale chance kommer

Vi håber, alt er vel hos dig og dine katte, måske skulle du hilse Lara og Indigo fra deres to prægtige døtre. Vi sender dig mange hilsner og et par billeder med den normale post, og husk at du altid er meget velkommen til at besøge kattene og os.

Mange venlige hilsner

Lene og Carl Henrik

Vil du vide mere?

Send en forespørgsel
og få et hurtigt svar