|
Sammenføring af katteSkal du føre en ny kat sammen med en anden kat, er der nogle enkle ting, du bør iagttage, for at gøre tilvænningen så kort og smertefri som muligt. Kattens normale reaktion på en anden kat er en smule frygt for den fremmede. Kattene vil formentlig hvæse ad hinanden for at demonstrere, at den anden ”ikke skal prøve på noget”. En killing fra t opdræt er vant til andre katte – også sure voksne – så den er ikke så nem at skræmme. Det er værre for den ”gamle” kat, der også føler, at den ny trænger ind på dens territorium. For at undgå at udsætte kattene for unødig stress, kan du præsentere din gamle kat for den ny, mens den endnu sidder i transportkassen. Bliver der stor opstandelse, kan du roligt lade dem råbe op, der kan ikke ske nogen skade, og du kan uden risiko bedømme, hvor meget du skal passe på, når de skal stå snude mod snude for første gang. Selvom denne præsentation ikke volder problemer, vil jeg tilråde, at du herefter fjerner den gamle kat og lader den ny på egen hånd undersøge og vænne sig til det begrænsede område, som den skal bebo det første døgn. Sæt først katten hen på toiletbakken. For det meste vil sammenføringen være problemfri. I vanskelige tilfælde, f.eks. ved sammenføring af to voksne katte kan der gå et par dage eller længere, før kattene har accepteret hinanden, og du må holde dem adskilt, når du ikke selv er til stede, hvis det trækker op til slagsmål. I sådanne tilfælde er det en god idé at anbringe kattene i hvert sit rum, men lade en dør stå præcis så meget på klem, at de kan se og lugte hinanden, men ikke komme igennem. Så kan de skælde ud uden at skade hinanden og bruge den tid, de skal for at vænne sig til situationen. Det er vigtigt, at du tager megen hensyn til din gamle kats følelser i den tid, der går, indtil den har accepteret den ny. Den ny kat er ikke knyttet til dig, så den er ligeglad med, om du ignorerer den i den gamles selskab. Lad være med at skælde den gamle kat ud, hvis den afviser den ny. Du skal vise den, at du holder lige meget af den, selv der er kommet en ny. Lad være med at kæle for den, når den gamle er til stede, og lad som om du ikke beskytter den mod den gamle. Du kan kæle for killingen, når din gamle kat ikke er til stede, indtil den er blevet accepteret. John Steenberg |